»Ens køn skal ikke bestemme, hvor man sidder på stadion«

De danske fodboldfans og Amnesty international lægger nu maksimalt pres på DBU og FIFA

Af Asker Hedegaard Boye

Skyerne samler sig over FIFA, DBU og næste års VM i Qatar.

Mandag i sidste uge sendte Amnesty International et brev til præsidenten i FIFA, Gianni Infantino, hvori menneskerettighedsorganisationen gør det klart, at det internationale fodboldforbund må »handle hurtig og konkret for at sikre, at turneringen efterlader en positiv og varig arv for alle migrantarbejdere i Qatar«.

I brevet slår Amnesty fast, at de tusinder af migrantarbejdere, der arbejder på blandt andet stadioner, motorveje og hoteller til brug under VM »trods forbedringer på papiret« stadig »ofte risikerer at lønnen forsinkes eller helt udebliver, har vanskeligt ved at få juridisk bistand og fratages retten til at danne fagforeninger for bedre arbejdsvilkår.«

I rapporten »Sustainability strategy – FIFA World Cup Qatar 2022« (2019) lover FIFAs generalsekretær Fatma Samoura ellers allerede i forordet, at man vil implementere og »efterlade et system i verdensklasse for arbejdstagerne i Qatar«.

Men ifølge Amnesty finder der fortsat »alvorlige krænkelser« sted i Qatar, og FIFA opfordres på det kraftigste til at »tage fodboldverdenens bekymringer alvorligt og handle konkret« samt »sikre, at menneskerettighederne respekteres«.

Amnestys danske afdeling forklarer i et skriftligt svar til mig, at man med brevet til Infantino »kræver, at han lever op til sit ansvar og bruger sin og FIFA’s indflydelse til at presse Qatar til at stoppe udnyttelsen af migrantarbejderne i landet«.

Men det er tilsyneladende ikke nok.

I nat klokken 1, dansk tid, åbnede Amnesty således en global underskriftindsamling »rettet mod de mange fodboldfans verden over, der helt forståeligt er frustrerede over, at FIFA i første omgang overhovedet placerede VM i Qatar«, som det hedder i Amnesty International Danmarks mail til mig. Organisationen opfordrer til at skrive under her for at etablere et globalt pres på FIFA.

Krav til DBU og FIFA

Samtidig opfordrer Danske Fodbold Fanklubber (DFF) nu også Dansk Boldspil-Union (DBU) til omgående at handle.

DFF, hvis medlemmer tæller de officielle fanklubber i flere end 25 klubber i Superligaen, 1. division, 2. division og Kvindeligaen plus fem sammenslutninger af landsholdsroligans, er langtfra tilfreds med DBUs passivitet i forhold til Qatars VM-værtskab næste år. Nationalforbundet bør tage ansvar. Ikke noget med længere at gemme sig bag floskler som »kritisk dialog« og »kritisk pres«. Det mener DFFs formand, Christian Kokholm Rothmann:

»Afholdelsen af fodbold-VM i Qatar vil være en månedlang propaganda, der bringer sporten i miskredit. DBU skal tage sig sammen. Lige nu. Vi er nødt til at få at vide, hvad man – helt konkret – har krævet og stadig kræver af Qatar, og hvad der egentlig er sket. Én ting er, at der bliver vedtaget reformer, men bliver de reelt implementeret? De svar forlanger vi at få. DBU skal derudover blive ved med at stille relevante krav til Qatar, og så er det afgørende, at man fortæller qatarerne, at det har konsekvenser, hvis ikke de lever op til kravene,« siger han.

Interesseorganisationen, der taler på vegne af godt 50.000 organiserede, danske fodboldfans, mener, det er fatalt, at DBU så entydigt har meldt ud, at boykot ikke er en mulighed.

»Dermed har man jo reelt frataget sig selv det ultimative trumfkort. For hvad sker der, hvis ikke Qatar retter ind? Mere kritisk dialog? Det tror jeg ikke skræmmer dem,« siger Rothmann.

Udover kravene til DBU har DFF formuleret fire krav til FIFA, som DBU som bekendt er medlem af.

For det første en fri og uhindret adgang for pressen før og under VM, blåstemplet af den internationale sammenslutning af fagforeninger for journalister, International Federation of Journalists.

For det andet en sikring gennem uvildige observatører af, at regimet i Qatar faktisk implementerer de reformer, man pynter sig med udadtil.

For det tredje en fyldestgørende indrapportering og kortlægning af alle dødsfald blandt landets migrantarbejdere.

Og for det fjerde et krav om, at mandlige og kvindelige tilskuere ikke, som det ellers var planen, skal sidde adskilt på tribunerne på de otte VM-stadioner. »Ens køn skal ikke bestemme, hvor man sidder på stadion,« siger Christian Kokholm Rothmann.

Hvis ikke hvert eneste af disse krav er indfriet senest 21. november, præcis ét år før åbningskampen på Al Bayt Stadion, vil DFF indlede et aktivt arbejde for en boykot af VM-slutrunden.

Den folkelige opbakning er til stede. Ifølge en nylig opinionsundersøgelse fra Voxmeter støtter 44,4 procent af danskerne en boykot, men meget tyder på, at opbakningen er endnu større blandt fodboldfolket.

DFF er således i færd med en omfattende holdningsundersøgelse blandt sine tusinder af medlemmer. Undersøgelsen, der blev indledt i starten af måneden, er endnu ikke færdiggjort.

- Men hvorfor anbefaler I endnu ikke en boykot, når nu I er så kritiske over for DBU, og et stort flertal af landets fodboldfans samtidig mener, at landsholdet bør blive hjemme?

»For at give DBU og FIFA en sidste chance. Men vi vil ikke længere høre, at ansvaret ligger et andet sted. Ansvaret ligger hos fodbolden selv. Problemet er selvskabt – helt fra den illegitime tildeling af værtskabet – og det er op til sportens myndigheder selv at løse det. Det holder ikke en meter, når DBU sender ansvaret videre til politikerne på Christiansborg.«

Røre blandt de engelske fans

De danske fans er i løbende dialog med sine søsterforbund rundt om i Europa i Football Supporters Europe (FSE), et netværk af 48 nationale fansammenslutninger med flere millioner registrerede fodboldtilhængere. FSE holdt virtuelt møde om sagen for et par uger siden, og her stod det klart, at et ulmende oprør er undervejs.

Blandt frontløberne er de nordiske landes fans sammen med de tyske, men i flere lande samler kritikken kræfter. Især blandt de engelske fans i Football Supporters’ Federation, der har en halv million medlemmer, er debatten om boykot blusset op, ikke mindst med stort fokus på LGBT-rettigheder.

I Qatar er homoseksualitet ulovligt med en strafferamme på op til tre års fængsel. For landets muslimer gælder det, at homoseksualitet kan straffes med døden efter sharia-lovgivningen. De qatarske værter har netop tilladt, at der flages med regnbueflag på VM-stadionerne, men ifølge den engelske supportersammenslutning kan tilrejsende homoseksuelles sikkerhed ikke garanteres.

En af udfordringerne (i modsætning til eksempelvis Rusland i 2018) er, at der ikke findes bevægelser eller organisationer i Qatar, som kan tale på vegne af landets LGBT-miljø (som officielt ikke findes) og indgå i et samarbejde med de øvrige deltagerlandes fanforbund.

DIF: Ren symbolpolitik

Herhjemme er både Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DBU stadig svorne modstandere af en boykot. »Vi truer ikke med at blive væk, men truer med at komme,« sagde Jesper Møller på et samråd i Udenrigsudvalget i januar.

På Twitter kalder Poul Broberg, DIFs chef for Public Affairs, en boykot for »ren symbolpolitik, som vi helt principielt ikke ønsker at være en del af«. DIF forstår ikke, »at sporten skal stå tilbage med ansvaret for at sige fra« og mener »ikke, at det er rimeligt, at sporten skal forsvare 6500 dødsfald«. Broberg har gentaget det qatarske regimes mantra om, at kun »37 migrantarbejdere er omkommet i forbindelse med stadionbyggerierne, hvilket naturligvis er 37 for mange«.

Taltryllekunsten er som følger: Det er sandt, at kun 37 er døde inde på selve stadionerne. De qatarske myndigheder vælger at kategorisere hovedparten af de tusindvis af dødsfald blandt migrantarbejderne under »normale dødsårsager«, et gummibegreb, der dækker over en række årsager: vejrtrækningsproblemer, udmattelse, pludselig hjertestop.

Der bliver ikke foretaget obduktioner, til trods for at en gruppe af rådgivende advokater for flere år siden anbefalede de qatarske magthavere netop det. Dødsattesterne skrives i hånden og kan derfor ikke udleveres til den afdødes hjemland.

Broberg og DIF kan ikke forstå, hvorfor man skal boykotte Qatar, når danske virksomheder ikke gør det samme. Desuden mener idrætsforbundet ikke, at en boykot nytter noget som helst. Broberg skriver:

»Desværre er maksimalt 20 lande enige i den tilgang og så er det helt umuligt at lave beslutningen om (...) det er helt umuligt at skabe bare noget der minder om et flertal for at fjerne VM i Qatar selv i Europa ville vi tabe en sådan afstemning med et brag (...) Hvis man vil have international indflydelse skal man være varsom med at stille sig op på ølkassen og råbe og skrige.«

Han understreger, at »vi i dansk idræt ikke ønsker at trække boykotkortet hver gang, at vi er utilfredse«. Danmark har aldrig boykottet en stor sportsbegivenhed. Vi deltog i Berlin i 1936 med en officiel delegation på 121 sportsmænd og -kvinder, også selv om den jødiske fægter Ivan Osiier og den ligeledes jødiske bryder og guldmedaljefavorit Abraham Kurland af gode grunde valgte at blive hjemme.

Taknemmelighedsgæld

Poul Broberg støtter sig til FNs faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål (ILO), der melder om forbedringer for migrantarbejderne.

På Twitter henviser han til et interview med chefen for den qatarske ILO-afdeling, Houtan Homayounpour. Her holdes mikrofonen af Danyel Reiche, gæstelektor ved Georgetown University i Qatar og svoren forsvarer af den lille golfstat. Reiche mener eksempelvis i et fastgjort tweet, at kritikken af VM-værten først og fremmest er »dobbeltmoralsk« og »islamofobisk«.

DBU har turneret med påstanden om, at man siden tildelingen af værtskabet til Qatar i december 2010 har været kritiske i tilgangen til den lille ørkenstat. Det samtidig med, at man har sendt sine ungdomslandshold på træningslejre på Qatars fornemme Aspire Academy. Det gjorde man i både 2014 og 2015.

Begge ophold var finansieret af Qatar. Alene hotelværelserne for den 40 mand store delegation beløb sig ifølge Jyllands-Posten til mindst 100.000 kroner per rejse. Daværende direktør i Spillerforeningen, Mads Øland, frygtede dengang, at de generøse givere ville forvente et venskab til gengæld for den fine gave. DBU bringes i taknemmelighedsgæld til lederne i Qatar, mente Øland.

DBU-formand Jesper Møller syntes derimod ikke, at det var væsentligt, hvem der betalte regningen. »Det gør vi os egentlig ikke overvejelser om. Når landshold tager af sted, er det en sportslig og faglig vurdering,« forklarede formanden dengang.

Møller har ikke ønsket at stille op til interview. Det vil kommunikationschef Jakob Høyer gerne, men han har imidlertid ikke kunnet nå at besvare mine skriftlige spørgsmål. Høyer henviser i stedet til DBUs hjemmeside.